Brændende kærlighed kender vi typisk fra motorvejsrestauranten eller som fryseret. Man forbinder ikke ligefrem brændende kærlighed med en lækker restaurant ret, men her prøver jeg i fællesskab med OLI, at løfte retten op til nye højder.

Se i videoen ovenfor, hvordan man nemt laver den helt perfekte kartoffelmos. Udover kartoffelmos indeholder mit forsøg på den perfekte brændende kærlighed også stegt flæsk, bacon, løg, hvidløg og rødvinsdampede rødbeder.

Ingredienser

4 personer

  • 4 bagekartofler
  • 1 bdt timian
  • 3 dl piskefløde
  • 150 g smør
  • 4 fed hvidløg
  • 6 skiver stegt flæsk
  • 200 g røget bacon
  • 2 skalotteløg
  • ½ bdt purløg
  • 2 store rødbeder
  • 1 dl rødvin

Fremgangsmåde

45 minutter

  1. KARTOFFELMOS: Sæt en gryde over med koldt vand. 
  2. Skræl bagekartoflerne og snit dem i ensformede stykker (ca. 2x2 cm). Put dem i vandet og kog i ca. 15-20 minutter eller indtil kartoflen slipper kniven. Når vandet koger tilsættes et halvt bundt timian, der skrues ned og sættes låg på.
  3. Hæld vandet fra kartoflerne og lad dem stå med låg på i 10 minutter.
  4. Pres kartoflerne igennem en si eller kartoffelpresser.
  5. Smelt smør og tilsæt 2 fed hvidløg, salt, peber, resten af timianen og piskefløde.
  6. Vend kartoflerne sammen med smør og piskefløde.
  7. TILBEHØR: Snit flæsk og bacon i ca. 1 cm stykker. steg af på en medium varm pande i 7-10 minutter til flæsken er sprød.
  8. Tilsæt løg og hvidløg. Steg i yderligere 4-5 minutter til løgene er brunet.
  9. Snit purløg fint og vend i.
  10. Steg rødbederne af på en ny pande med olivenolie, salt og peber. Efter 4-5 minutter tilsættes rødvin. Kog alkoholen ud af rødvinen.
  11. Servér!