En lækker durumrulle med oksekødstrimler er en af mine største “guilty pleasures”. Jeg har før nu aldrig prøvet at lave det hele fra bunden, men jeg har i de seneste dage testet forskellige opskrifter og her er mit take på den ultimative perfekte hjemmelavet durum rulle.

Husk at marinere dit oksekød i god tid. Minimum en time, men optimalt 24 timer i køleskab. Både kebab dressing og chili kan holde sig på køl i 5-7 dage.

Ingredienser

2 personer

KEBAB MARINADE
  • 300 g mørt oksekød
  • 3 dl fed creme fraiche
  • 4 fed hvidløg
  • 4 spsk olie (fra soltørrede tomater)
  • 5 laurbærblade
  • 1 lime (skal og saft)
  • 1 spsk paprika
  • 1 spsk spidskommen
  • 1 spsk stødt koriander
  • 1 spsk cayennepeber
  • 1 spsk chiliflager
  • 1 spsk stødt kanel
CHILI:
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 2 chili
  • 50 g soltørret tomater
  • 1 spsk paprika
  • 1 skalotteløg
  • 1 teske cayennepeber
  • 1 spsk sukker eller rørsukker
KEBAB DRESSING:
  • 3 dl fed creme fraiche
  • 1 spsk sukker eller rørsukker
  • 3 spsk mayonnaise
  • 1 lime (saft og skal)
  • 1 bdt purløg
  • 1 teske stødt koriander
  • 1 teske spidskommen
SAMLING:
  • 2 madpandekager
  • 1 bøftomat
  • ½ agurk
  • 1 salathoved (romaine eller iceberg)
  • ½ rødløg

Fremgangsmåde

45 minutter (24 timer)

  1. KEBAB MARINADE: Skær oksekød i små mundrette strimler.
  2. Bland creme fraiche, presset/revet hvidløg, 4 spsk olie, smuldrede laurbærblade, saft og skal fra en lime, paprika, spidskommen, stødt koriander, cayennepeber, chiliflager, stødt kanel og salt og peber.
  3. Fordel ud over kødet og massér sammen. Stil på køl i min. en time (optimalt 24 timer).
  4. CHILI: Dræn tomaterne for væske.
  5. Put hakkede tomater, chili, soltørrede tomater, paprika, skalotteløg, cayennepeber og sukker i en blender. Blend indtil grov.
  6. KEBAB DRESSING: Bland creme fraiche, sukker, mayonnaise, saft og skal fra en lime, fintsnittet purløg, stødt koriander og spidskommen.
  7. SAMLING: Steg kødet af på en varm pande lidt ad gangen, så kødet steges og ikke koges (se videoen ovenfor). Varm madpandekagerne et par minutter i ovnen.
  8. Snit rødløg, salat, agurk og tomat fint. Fordel kød, grønt, chili og kebabdressing ud over madpandekagen. Se rulle-teknikken i videoen ovenfor.