Så blev det endelig tid til at lave min absolutte yndlings morgenmad, eggs benedict. I denne opskrift tager jeg dig igennem alle elementerne i retten. Jeg viser hvordan man laver den perfekte hollandaise sauce, hvordan man pochere et dobbelt æg, og hvilke tre slags Eggs Benedict, der er mine favoritter! En klassisk udgave med skinke og tomat, en udgave med avocado, svampe og forårsløg, og en udgave med røget laks og asparges.

I videoen ovenfor viser jeg også nogle super gode husmor tricks. Jeg hælder f.eks. noget kogende vand i en termokop for at varme den op, hvorefter jeg fylder den med hollandaise. På denne måde kan saucen holde sig varm uden at skille i flere timer. Jeg viser også hvordan man nemt og sikkert kan pochere et perfekt æg ved hjælp af lidt madfilm.

Ingredienser

3 personer

  • 3 ciabattaboller (eller engelske muffins)
  • 4 æggeblommer
  • 250 g smør
  • ½ citron (hvidvinseddike kan også bruges)
  • 6 æg
  • 3 cherrytomater
  • 2 skiver god kogt skinke
  • 1 portobello svamp
  • 1 forårsløg
  • ½ bdt. persille
  • 1 avocado
  • 5 små grønne asparges
  • 3 skiver røget laks
  • ½ bdt. dild

Fremgangsmåde

30 minutter

  1. HOLLANDAISE SAUCE: Varm 250 g smør i en lille gryde på meget lav varme.
  2. Sæt en større gryde over med vand. Når vandet er ca. 85 grader (lige inden kogepunktet) tages gryden af varmen. Sæt en skål på toppen af gryden. 
  3. Tilsæt æggeblommer i skålen. Pisk æggeblommerne i ca. 2 minutter. Tilsæt nu saften fra ½ citron. Pisk i yderligere 2-3 minutter. Tilsæt nu lidt efter lidt den klare del af smørret. Pisk alt smørret i. Den hvide valle kasseres.
  4. Smag til med salt og peber.
  5. POCHERET DOBBELTÆG: Fordel madfilm udover en bordflade. Smør midten med lidt olie. Sæt nu en lille skål under midten med den indsmurte olie. Læg to æg i skålen, luk alt luften ud og bind en knude (se tips og tricks i videoen ovenfor)
  6. Sæt æggene i en simrende gryde i ca. 9-10 minutter.
  7. Halver og varm underbollerne med lidt olivenolie, salt og peber i ovnen.
  8. EGGS BENEDICT MED SKINKE: Snit tomaterne fint. Fordel tomater og skinke udover en underbolle. Derefter pocheret æg og hollandaise sauce.
  9. EGGS BENEDICT MED SVAMPE OG AVOCADO: Snit svampene fint. Steg af på en pande med olivenolie og lidt friskkværnet peber. Snit forårsløg og persille og tilsæt panden. 
  10. Snit en hel avocado fint. Fordel ud over brødet. Derefter anrettes svampene med krydderurter. Top med pocheret æg og hollandaise sauce.
  11. EGGS BENEDICT MED LAKS OG ASPARGES: Snit og grill asparges. 
  12. Fordel laksen ud over brødet. Derefter asparges, pocheret æg, hollandaise sauce og dild.