Her er opskriften på en af mine absolutte julefavoritter. En nem, lækker og billig juleburger! Genial til et hvert julebord – eller dagen derpå efter en hård julefrokost.

Juleburgeren smager også fantastisk, hvis du skifter flæsk ud med confiteret andelår. Du kan også snildt smide lidt sprødt i, i form af ristede solsikkekerner eller knuste mandler.

Juleburgeropskriften

Ingredienser

6 personer

  • 6 stk stegeflæsk
  • 1 stort skalotteløg
  • 4 fed hvidløg
  • 1/3 rødkålshoved
  • 1 æble
  • 1 appelsin
  • 1 dl portvin (valgfrit)
  • 2 spsk honning
  • 2 spsk dijon
  • 2 bdt persille
  • 4 spsk mayonnaise
  • 1/2 citron
  • 6 små burgerboller (jeg bruger brioche)

Fremgangsmåde

30 minutter

  1. Krydr flæsk med salt og peber. Steg af på en pande med olie og smør i ca. 6-7 minutter på hver side, til flæsken er gyldenbrun og sprød. Lad derefter flæsken køle ned på et stykke køkkenrulle. Behold fedtet fra flæsken på panden.
  2. Skær burgerbollerne over på midten og steg dem af på panden i 30-40 sekunder. Sæt burgerbollerne over på en bageplade og tænd ovnen på 180 grader varmluft. Behold panden på blusset.
  3. Skær skalotteløg og hvidløg groft. Svits af på panden.
  4. Snit rødkål groft og tilsæt på panden.
  5. Skær æblerne i både og snit dem groft. Tilsæt på panden.
  6. Tilsæt honning, juicen fra en appelsin, salt og peber (og evt. portvin). Lad det simre i 5-7 minutter. Derefter køles slawen ned i 5-7 minutter i en skål.
  7. Tilsæt mayonnaise, saften fra en halv citron, dijon sennep og to bdt finthakket persille.
  8. Skær flæsken i mundrette stykker og rør det i slawen.
  9. Lun burgerbollerne i ovnen og saml burgeren som vist på videoen ovenfor.