Her er opskriften på en amerikansk klassiker. Mit take på en mac and cheese indeholder blandt andet bacon, rosmarin og 5 slags ost. Denne kaloriebombe kan enten spises alene eller serveres som tilbehør til f.eks. en stor rød bøf.

I denne opskrift bruger jeg cheddar, mozzarella, gouda og parmesan. Du kan frit benytte de oste du har lyst til. Retten kan holde sig på køl i 3-4 dage uden at miste den lækre smag og konsistens.

Ingredienser

6 personer

  • 100 g bacon i tern
  • 1 bdt rosmarin
  • 3 løg
  • 5 fed hvidløg
  • 100 g smør
  • 6 spsk hvedemel
  • 1 dl hvidvin
  • 7,5 dl sødmælk
  • 75 g orange cheddar
  • 75 g revet mozzarella
  • 75 g aged cheddar
  • 75 g chili gouda
  • 3 spsk worchestersauce 
  • 2 spsk tabasco 
  • 500 g makaroni
  • 75 g revet parmesanost

Fremgangsmåde

45 minutter

  1. Varm en bred gryde med lidt olie. Svits bacon og rosmarin af på medium varme indtil sprødt.
  2. Halvér løgene og snit dem fint. Tilsæt løgene i gryden med bacon og rosmarin. 
  3. Snit hvidløg fint og tilsæt.
  4. Tilsæt halvdelen af smørret. Steg indtil løgene er bløde og gyldne.
  5. Deglace gryden med hvidvin og lad det koge ind. Derefter tilsættes resten af smørret.
  6. Tilsæt mel og pisk. Derefter tilsættes sødmælk lidt efter lidt (ligesom når man laver bechamelsauce)
  7. Tag gryden af varmen og tilsæt de to slags cheddar, mozzarella og gouda. Rør indtil alt osten er opløst. Smag til med worchestersauce og tabasco.
  8. Sæt en gryde over med letsaltet vand. Kog makaroni i 5 minutter. Vend derefter makaroni i ostesaucen.
  9. Fordel din mac and cheese i et fad. Bag først i ovnen på 200 grader varmluft i 10 minutter. Derefter rives der parmesan ost udover. Bag i yderligere 10-12 minutter indtil overfladen er gylden og sprød.