I dag laver jeg mit yndlings sommermåltid. Moules frites i en suppe med chorizo, kantareller og en masse andre lækkerier. Jeg serverer min moules frites med ovnbagte pommes frites og det mest fantastiske urte-hvidløgsbrød. Muslinger, hvidvin, kantareller og chorizo går normalt ikke hånd i hånd, men jeg kan love at det smager fuldstændigt himmelsk i denne ret!

Se videoen ovenfor, hvor jeg viser, hvordan man nemt kan se om muslingerne er gode eller dårlige. Denne ret er relativt billig og smager fantastisk, så skal du imponere familien eller vennerne, er det en klar anbefaling!

Ingredienser

4 personer

  • 4 bagekartofler
  • 1 bdt frisk rosmarin
  • Olivenolie
  • 1 løg
  • 5 fed hvidløg
  • 1 tørret chorizopølse
  • 1 chili
  • 1 porre
  • 2 forårsløg
  • 4 små gulerødder
  • 100 g kantareller
  • 7-10 cherrytomater
  • ½ flaske tør hvidvin
  • 1 grøntsagsbouillonterning 
  • 1 bdt persille
  • 1 kg blåmuslinger
  • 1 baguette/flüte
  • 50 g gammel knas eller parmesanost 
  • 1 citron

Fremgangsmåde

75 minutter

  1. POMMES FRITES: Skær kartoflerne i 1 cm brede stave. Læg dem i koldt vand i min 30 minutter. Se mine tips og tricks i videoen ovenfor. 
  2. Efter min 30 minutter, hældes vandet fra kartoflerne. Skyl kartoflerne endnu en gang i koldt vand. Fordel kartoflerne ud over et viskestykke, og sørg for alle kartoflerne er knastørre inden næste step påbegyndes.
  3. Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Lad en bageplade med bagepapir stå i ovnen.
  4. Vend pommes frites i 3-4 spsk olivenolie, salt og et halvt bundt finthakket rosmarin. Fordel udover den varme bageplade. Bag i ca. 35 minutter. Halvvejs vendes alle pommes frites.
  5. SUPPE OG MUSLINGER: Varm en stor gryde med 3-4 spsk. olivenolie på medium-høj varme. Snit løg og 3 fed hvidløg fint og svits af på panden med lidt friskkværnet peber.
  6. Snit chorizo i små tern og tilsæt gryden. Snit chili, porre, 1 forårsløg og gulerødder fint og tilsæt gryden. Steg af på medium-høj varme i ca. 5-7 minutter.
  7. Rens kantareller og tilsæt gryden.
  8. Halver cherrytomaterne og tilsæt gryden.
  9. Deglacer gryden med en halv flaske hvidvin. Kog hvidvinen ned i 6-8 minutter på høj varme.
  10. Tilsæt grøntsagsbouillonterningen og 1-2 dl vand, sæt låg på gryden og lad det simre på lav varme i 15 minutter.
  11. Tilsæt 4 dl piskefløde og sæt låg på igen og lad den simre.
  12. Smag suppen til med citron, persille, salt og peber.
  13. Rens muslingerne som vist i videoen ovenfor. 
  14. Tilsæt muslingerne til gryden og rør godt rundt. Sæt låg på gryden og lad dem koge/dampe på medium varme i 5-6 minutter eller til muslingerne har åbnet sig.
  15. URTEBRØD: Put 1 teske salt, et halvt bundt rosmarin, toppen fra et forårsløg, 2 fed hvidløg, persille, og 3-4 spsk olivenolie i en morter eller blender. Mix det hele sammen til en grov puré.
  16. Skær 4 tykke skiver brød og fordel urtemixen udover. Riv ost ud over og bag i 4-5 minutter på 200 grader varmluft.
  17. Servér det hele!