En perfekt risotto tager 22-25 minutter at lave. Det er derfor en hurtig og nem måde at lave et fantastisk og smagfuldt måltid. Denne vegetariske opskrift kan gå med en masse forskellige ting, og kan både serveres som forret og hovedret. Jeg har blandt andet også tidligere lavet retten som forret, hvor den blev serveret med pandestegte kammuslinger, hvilket smagte helt fantastisk. Når du laver en risotto fra bunden skal du konstant være over den – og være tålmodig! Hele tiden smag på tilberedningen af risene, for at sikre dig det perfekte resultat.

Frisk trøffel kan være svært at skaffe. Hvis du ikke selv kan skaffe det, og gerne vil have det til din ret, så skriv endelig til mig på Instagram, så kan du købe en enkelt trøffel til vores indkøbspris og afhente på Feed Bistro.

Ingredienser

2 personer

  • 1 dl koncentreret grøntsagsfond (boullionterninger kan også bruges)
  • 1 stort skalotteløg 
  • 2-3 fed hvidløg
  • 200 g blandede svampe
  • 2 forårsløg
  • 3 dl risottoris (arborio ris)
  • 1 spsk smør
  • 5 kviste timian
  • 1 dl hvidvin
  • 100 g revet parmesan eller lignende fast ost
  • 25 g fintsnittet purløg
  • Friskrevet vintertrøffel (valgfrit)

Fremgangsmåde

30 minutter

  1. Varm 7-8 dl. vand med 1 dl. koncentreret grøntsagsfond i en gryde. 
  2. Varm en stor pande med olivenolie. Snit skalotteløg og hvidløg fint og steg af på panden på hård varme i 2-3 minutter. Krydr med lidt salt og peber.
  3. Snit svampe og forårsløg groft. Steg af på panden sammen med løg og hvidløg.
  4. Når svampene har fået lidt farve tilføjes risottoris, smør og bladene fra timiankviste. Steg af i ca. 5-7 minutter.
  5. Deglace panden med hvidvin og kog alkoholen ud.
  6. Tilføj nu lidt efter lidt den varme fond over de næste 12-14 minutter. Husk aldrig at put for meget fond i ad gangen.
  7. Sluk for komfuret og vend 3/4 ost og purløg i til osten er smeltet.
  8. Anret og server med den resterende ost, purløg og friskrevet trøffel!