Jeg elsker det aromatiske thailandske køkken som altid indeholder surt, sødt og stærkt. Denne smagsbombe af en thai steak salad er en fantastisk dele-ret til familiebordet. Hvis der er nogle af nedenstående ingredienser du ikke bryder dig om eller ikke kan anskaffe, er der rig mulighed for at “freestyle” og give dit eget touch til salaten. 

Hvis ikke du har en morter kan du bruge en blender til dressingen, men sørg for ikke at blende på høj styrke. Du kan snildt skifte ribeye ud med en anden udskæring som f.eks. flankesteak eller oksemørbrad.

Ingredienser

4 personer

  • Olivenolie til stegning
  • 500 g okse ribeye
  • 2 stk citrongræs 
  • 1 helt hvidløg
  • 50 g smør
  • 3,5 spsk sesamolie 
  • 100 g cashewnødder 
  • 2 spsk rørsukker (normal sukker kan anvendes)
  • 25 g frisk ingefær
  • 2 fed hvidløg
  • 1 rød chili
  • 1 lime
  • 1 bdt. thai basilikum (normal basilikum kan anvendes)
  • 2 spsk oyster sauce 
  • 1 spsk soya sauce
  • 50 g bønnespirer
  • ¼ rødkålshoved
  • 1 agurk
  • 2 forårsløg
  • ½ rødløg
  • 1 bdt. frisk koriander

Fremgangsmåde

45 minutter

  1. BØFFER: Varm pande med olivenolie på fuld styrke. Krydr bøfferne med salt og peber og steg på panden i ca. 3-4 minutter på hver side. 
  2. Når du er halvvejs med stegningen af bøffen, snittes citrongræs groft og hvidløg halveres. Det tilføjes på panden med bøfferne sammen med smør. 
  3. Tag bøfferne af panden og lad dem hvile. Rengør den varme pande med en serviet og behold den på komfuret. 
  4. CASHEWNØDDER: Varm 2 spsk sesamolie på panden. Rist derefter cashewnødderne på medium varme i ca. 6-7 minutter til de er gyldne og sprøde. Krydr med salt.
  5. DRESSING: Put følgende ingredienser i din morter: rørsukker, fint snittet ingefær, 2 fed hvidløg, ½ chili (gem den anden halvdel til senere), saften fra 1 lime, ¾ af basilikum bundtet, oyster sauce, soya sauce, 1,5 spsk sesamolie. Mos alle ingredienser med din morter indtil sukker er helt opløst.
  6. SALAT: Tag en stor skål til at mixe salaten. Put bønnespirer og fintsnittet rødkål i skålen. Halvér agurken, fjern kernerne og snit i ½ cm skiver. Snit rødløg og den grønne del af forårsløgene(gem den hvide del til senere). Snit koriander groft. Mix alt i skålen med dressingen.
  7. Anret salaten på et fad. Skær tynde skiver af bøfferne og fordel udover. Skær cashewnødder groft, snit den hvide del af forårsløg og den resterende halve chili fint, og fordel ud over salaten. Færdiggør med et par blade basilikum.